"Små øre kan også høre"

Vi er i dag blevet officelt færdige med vores filmprojekt og er klar til filmfestivalen, der foregår på fredag den 22. maj 2015. 

Filmen handler om Emma på 5 år og hendes hverdag i børnehaven. I filmen opstår der flere situationer, hvor man kan stille spørgsmål til den professionelle kommunikation. Vi har valgt, at filme  ud fra P.O.V - Point of view, dvs, at I ser det hele ud fra Emma's synsvinkel og I får derfor oplevelsen af selv at være i Emma's sted. I får et realistisk syn på, at opleve den 'profesionelle kommunikation' der foregår i institutionen ud fra barnets synsvinkel. Ved at optage ud fra P.O.V har vi opnået det ønskede resultat af filmen.

Vores primære målgruppe er pædagoger og pædagogstuderende, da vi i filmen sætter fokus på et emne, som ofte forekommer i institutioner. 

Vi har i filmen taget udgangspunkt i forskellige teorier. Vi har benyttet os af Axel Honneth og hans usynlighedsbegreb, idet Emma er fysisk observeret, men socialt overset. Dette ser vi eksempelvis i de situationer, hvor pædagogerne snakker over hovedet på Emma. Pædagogerne snakker blandt andet om ferie, hvilket kan sætte tanker i gang ved Emma om at pædagogen ikke ønsker at være i institutionen.

Vi benytter teoretikeren Ervin Goffman, idet han snakker om scenerne 'Fronstage og Backstage'. På stuen står pædagogerne på frontstage med børnene, men pædagogernes samtaler er backstage-samtaler. Et eksempel på dette er i scenen, hvor Hjørdis og Emma's mor Ulla snakker om flyverdragten. Et andet eksempel er i scenen, hvor Hjørdis fortæller Rita, at Hjørdis har snakket med Emma's mor. Disse samtaler ville have været passende på en personalestue (backstage), og ikke på stuen (frontstage) hvor børnene befinder sig.

Her er filmen - God fornøjelse!

Filmprojekt

Vi har i dag mødtes for at starte på vores filmprojekt.

Vi startede ud med at fremlægge vores observationer fra feltarbejdet, hvor vi bagefter snakkede om hvilke der var mest interessante og hvilke vi ville kunne bruges i vores film om professionel kommunikation.

Vi diskuterede herefter lidt om, hvordan filmen skulle udspille sig og hvad vi skulle gøre med kameravinkel osv. Vi kom frem til, at det kunne være anderledes og godt, i forhold til vores fortælling, at der blev filmet fra barnets point of view.

Vi fik desuden også udarbejdet et storyboard:

Sprogudvikling og sprogstimulering

Vi har i dag haft om barnets sproglige udvikling og sprogstilmulering.

Vi lærte at barnet allerede fra før fødsel begynder at have en sproglig forståelse. Der er blandt andet lavet en undersøgelse med, at fostrer reagerer på lyde omkring dem. F.eks. hvis forældrene skændes, er det mere livligt og hvid mor sidder rolig og synger for fosteret er det også mere roligt.

Barnets udvikling i de første 16 måneder deles op i tre interaktionsfaser: Primær intersubjektivitet (de første ca. 5 måneder), subjektivitet (fra ca. 5 til ca. 8. måned) og sekundær intersubjektivitet (fra ca. 8 til ca. 16. måned).

Vi blev desuden præsenteret for en lang række gode råd for sprogstimulering:

• Stimulere barnets sanser og motorik.
• Altid give sig tid til at reagere på verbale henvendelser fra barnet.
• Spørg ind til barnet og lyt.
• Føre engagerede og indholdsbestemte samtaler med barnet.
• Signalere ro og interesse med stemme, kropssprog og øjenkontakt.
• Brug et velartikuleret verbalsprog.
• Respektere det enkelte barns personlighed, interesser og læringsveje.
• Udnytte fælles opmærksomhed sprogligt, en-til-en og i små grupper.
• Bekræfte og rose barnets iagttagelse og kommentarer.
• Støtte og afslibe det enkelte barns sprogbrug i den kollektive samtale.
• Syng og sig rim og remser.
• Fortælle og læse op i små grupper hver dag.
• Generøst demonstrere hvordan aktuelle ord skrives og læses.
• Peg i læseretningen.
• Supplere oplæsning med læselegen.
• Skriv personlige kort med nære og kære ord til det enkelte barn.
• Skrive fælles ordkort til sang, eventyr, rimspil, vendespil, temaer osv.
• Undgå overhøring og kontrolspørgsmål om ordkort.
• Benytte skriftsproget i de daglige rutiner og aktiviteter (navne, beskeder, bordplaner, temaplancher, figurer og ordkort i eventyrposen osv.)
• Sørge for let adgang til bøger, papir, skriveredskaber, computer o.l.

Vi skulle også planlæge en sprogstimulerende aktivitet ved brug af kompetencehjulet.

Vi valgte målgruppen børn fra 1 1/2 til 2 år, hvor vi valgte kultur med børn, da det jo er børnene der skal sprogstimuleres med noget vi sætter dem igang med. Vi valgte herefter leksikalsk kompetence med henblik på at de skulle kunne noget med rum og remser.

Kilde:

Sproglig udvikling og sprogstimulering af Sidenius, B og Sidenius L. i: Storm, P. B., Dansk, Kultur og kommunikation – for pædagoger, Frydenlund (Kap. 2). 

Sproglige kompetencer i dagtilbud af Sidenius, B og Sidenius L. i: Storm, P. B., Dansk, Kultur og kommunikation – for pædagoger, Frydenlund (Kap. 3). 

Sprogudvikling og sprogpædagogik i det moderne videnssamfund af Kjertmaann, K i: Sørensen, M. (2011), Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk forlag (Kap. 2, s. 40-80).

Feltarbejde

Fra tirsdag den 28. april til torsdag den 30. april, skulle vi i feltarbejde, hvor vi skulle observere kommunikationen mellem pædagogerne og børnene samt kommunikationen mellem børnene.

I vores gruppe var vi delt i to. Katja og Cecilie var i børnehaven, Fyrtårnet i Aalborg Øst mens Majken og Karina var i Løvbakken børne- og ungehuset i Nørresundby.

Vi skulle hver især foretage fem observationer, som vi skulle skrive ned som praksisfortællinger. Observationerne skal bruges til, at udarbejde en film om professionel kommunikation. Vi havde 4-5 timer alle tre dage, til at foretager observationerne.

Vi var meget enige om, at vi synes det var spændende, at opleve situationer, hvor man kan tilknytte vores teori til praksis.

Pinlighed...

Vi fik til opgave at lave en video omkring pinlighed med udgangspunkt i Erving Goffmans teoretiske perspektiver.

Ifølge Goffman er individet er meget opsat på at undgå at opleve pinligheden, men når vi bliver ramt af pinligheden, gør vi alt for at have fokus på noget andet end den pinlige situation. Pinligheden styrer os alle sammen. Ifølge Goffman benytter vi os af samhandlingsritualer, som fx høflighed og vise respekt over for andre. Disse samhandlingsritualer er dem, der ifølge Goffman holder samfundet sammen.

Vi valgte at lave en film, hvor der foregår en misforståelse blandt kommunikationen og der opstår en pinlig situation for den ene.

Katja spiller rollen som den ventende veninde til Cecilie, hvor Karina imens sidder med sin mobil på trappen. Cecile kommer og vinker til Katja, hvortil Karina fejlagtigt tror, at det er hende der vinkes til. Da Karina finder ud af, at det ikke er til hende opstår der en pinlig situation og Karina skynder sig at kigge ned i mobilen for at have fokus på andet end denne pinlige situation.

Narrativitet

Vi har i dag arbejdet med mundtlig fortælling, som bruges som et moderne medie til udvikling og læring i forskellige insititutioner. Her kan der f.eks. være tale om eventyr fortælling i "Hygge-hjørnet" i børnehaven eller den daglige small-talk om weekenden, der foregik i Lalandia.

Det der kendtegner den mundtlige fortælling er, hvordan der kan skabes et fællesskab, både omkring sproglighed og mundtlighed, men også muligheden for nærvær . Der er tale om disse former for fortælling:

• Den klassiske fortælling – eventyret
• Fantasifortællingen
• Fortællinger fra livet
• Livshistorie

Vi, som individer er fortællende væsener i os selv. Vores kropssrog, kropsholdning, mimik, sprogtone og livsstil udgør vores egen lille historie. Vores historie har båret præg af barndommen, ved vi har skulle danne vores identitet.

Man kan så spørge om, hvorfor mundtlig fortælling er blevet sådan en stor del af forskellige institutioner. Markante ændringer i kulturen har gjort, at vi som individer har fået meget mere fokus på mundtlige fortællinger. I det pædagogiske arbejde kan vi bruge den mundtlige fortælling til at børnene eks. Kan udarbejde deres egne fortællinger, der kan styrke på dem på mange områder. F.eks. Deres sprog, muligheden for at bekræfte hinanden, udvikle stolthed og danne det mod der skal til for at stå op og fortælle i en forsamling.

Mundtlig fortælling kan bruges som pædagogisk metode da det kan:

1. Afgrænse mål
2. Skabe fortællekultur
3. Skabe voksne forbilleder
4. Finde rum
5. Skabe tryghed
6. Videreudvikling

Det er blot nogle bud på hvorfor det kan bruges som metode. Vi har i vores studiegruppe udarbejdet en aktivitet for børn i 3-5 års alderen (Børnehave alderen) som skulle ses som "Kulturer med børn" med fokus på krop og bevægelse. Her snakkede vi om først at samle børnene i "hygge hjørnet" hvor vi læser eventyrer. Her hører børnene eventyret om klodshans. Derefter skal børnene ud i den lokale skov og prøve at genskabe eventyret i form af leg.

Kilder:
Mundtlig fortælling - et moderne medie til udvikling & læring og Livshistorie som genre - i pædagogisk arbejde i: Mogens Sørensen (2011), Dansk, kultur og kommunikation, Akademisk Forlag (Kap. 11 & 12, s. 288-341).

Dramatisering af sig selv i hverdagslivet...

Erving Goffmann (juni 1922 - november1982)

Han var en Canadisk-Amerikansk sociolog og socialpsykolog. Studerede sociologi i 1940’erne og fik sin ph.d.-grad fra University of Chicago og blev senere professor på University of California, Berkeley og Pennsylvania. Har skrevet en række bøger, som er oversat til adskillige sprog.

”Hvordan mennesker i almindelige arbejdssituationer præsenterer sig selv og deres aktiviteter for andre, hvordan de styrer og kontrollerer de indtryk andre danner sig af dem, samt de ting, de kan og ikke kan, mens de fremfører den optræden for andre” (Goffman 1959).

Han betragtes som en af de mest betydningsfulde sociologiske analytikere af det moderne hverdagsliv. Goffman er altså kendt for sin analyse og teori om individets dramatisering af sig selv i hverdagslivet. Ved at gøre brug af denne analyse kan vi se hvordan mennesker i hverdagssituationer præsenterer sig selv overfor andre, hvordan de kontrollerer de indtryk, andre danner af dem samt de ting de kan og ikke kan mens de fremfører den optræden over for andre.

Udgangspunktet for dette er, at alle har et selvbillede – et face – som de investerer i selve situationen. Der er forskellige faces’ i forhold til hvilken situation man er i. Dette skal forstås sådan, at aktøreren i en aktion handler og taler i overensstemmelse med sit eget face og samtidigt hjælper andre med at handle i overensstemmelse med deres face.

To andre centrale begreber i Goffmans teori er backstage og frontstage. Frontstage er alt det, der bliver foretaget for at opretholde det fælles indtryk i en situation. På denne måde er Backstage alt det, der er uforeneligt med frontstage, og som derfor bliver holdt tilbage, altså f.eks. når man er alene.

Goffmann har udviklet "teaterformerne", som er den måde hvorpå vi reagerer og agerer i de forskellige kontekster som vi befinder os i:

Optræden: Det drejer sig om at gøre indtryk på de tilstedeværende og om at bekræfte over for sig selv og de andre, at man er den man giver udtryk for at være. Man fremhæver de bedste ting i sig selv.

Hold: Samling af f.eks. kollega, som arbejder sammen om at nå et mål, inden for nogle bestemte rammer. I løbet af én dag er man en del af flere forskellige hold.

Område og områdeadfærd: Man ændre adfærd alt efter hvilken kontekst man befinder sig i.

Selvmodsigende roller: Man ”manipulere” for samarbejde. - Hvis man arbejder med udsatte unge, bruger man samme sprog som dem, da det skaber en tillid til samarbejde.- Eks. På en psykiatrisk afdeling, er det ikke nødvendigt for pædagogen, at vide hvilke medicin patienten skal have. Alligevel snakker pædagogen med sygeplejersken om, hvilken medicin pædagogen for at få et samarbejde med sygeplejersken.

Kommunikation udenfor rollen: Dækker over de deltagere, som agerer udenfor regelsættet. Når man kommunikerer udenfor egen rolle, går man på kompromis med ”selvet” i en given situation. Derfor vil den aktuelle optræden ikke altid være deltagernes eneste virkelighed og opfattelse. Man træder altså ud af den professionelle karakter.

Kunsten at kontrollere indtryk: Handler om at man bevidst opsætter roller ved hjælp af tale, kropssprog, påklædning osv., forsøger at kontrollerer det indtryk som publikum får af en, men også om det samarbejde, der forventes af publikum i form af eksempelvis, at overse eller se bort fra den optrædendes fejltrin, modsigelser osv. Eksempelvis er man til en konference, tager man jakkesæt på og taler fagsprog, er alvorlig. Man kontrollerer de indtryk andre får.

Goffman mener desuden også, at individet er meget opsat på at undgå at opleve pinligheden, men når vi bliver ramt af pinligheden, gør vi alt for at have fokus på noget andet end den pinlige situation. Pinlighed er med til at vedligeholde de sociale strukturer, da brudfladerne tydeliggøres og beskyttes af pinligheden. Vi gør os selv beskedne, vi gør os mindre kloge end vi er, for ikke at der skal opstå en pinlig situation om at man er bedre vidende. Pinligheden styrer os alle sammen F.eks. rengøringsdame og direktør mødes i elevatoren. Kan blive pinligt, da de ikke har noget at tale om. Når det bliver for pinligt, rammes alle i situationen og ikke kun den pinlige. 

Ifølge Goffman benytter vi os af samhandlingsritualer, som fx høflighed og vise respekt over for andre. Disse samhandlingsritualer er dem, der ifølge Goffman holder samfundet sammen.

Til sidst havde vi om "selvet". Det er det rollespil vi spiller i hverdagen for at skabe og opretholde den identitet af os selv og hinanden for at opretholde den sociale orden. Selvet er et resultat af den forhandlingsproces der udspiller sig mellem en optrædende der præsenterer et ansigt og et publikum der modtager og reagerer på denne selvpræsentation. En pædagog kan kun være en pædagog, hvis brugerne, forældre, værger osv. også ser pædagogen som en pædagog.

I pædagogisk praksis skal vi være bevidste om hvilket face vi benytter os af, da der altid sker en forandring om hvilken scene vi befinder os i. Vi skal som pædagoger handle ud fra dem givne situation. Vi skal være opmærksomme på hvilken stage vi er på, backstage eller frontstage.

Kilder:

Erving Goffman – Hverdagslivets rollespil af Kristiansen, S. i: Jacobsen og Kristiansen (2005), Hverdagslivet (s. 194-220).

http://da.wikipedia.org/wiki/Erving_Goffman d. 21. april 2015.

Kærlighed i relationen...

I sidste uge kom vi ind på emnet kærlighed i relationen og om hvordan dette kan udtrykkes i praksis.

Vi arbejdede blandt andet med de 3 p'er, som er privat, personlig og professionel:

Privat

• Det private rum vedkommer kun os selv og vores privatliv. Ofte er der tale om følelser, som vi ikke er bevidste om
• Er den overfrakke jeg har på, som jeg tager af når jeg går på arbejde.
• Det vi hænger er I garderoben er; konflikter i privaten, personlige frustrationer (“lorte morgen”), religiøs overbevisning, politisk overbevisning, økonomi.
• Tag ikke det med ind, som ikke er relevant for arbejdet.

Personlig

• I det personlige rum inddrager vi egne følelser og interesser, som andre kan have interesse for. Vi bruger vores intuition og handler bevidst derefter. Der er en sorteringsproces mellem det private og det personlige rum.
• Familieforhold og interesser.
• Erfaringer og den sunde fornuft.
• Folkepsykologi (forståelser som ikke er faglige, som vi alle går rundt og siger; ”børnene er grænsesøgende”).
• Intuition.

Professionel

• I det professionelle rum bruger vi vores viden, som vi har erhvervet os gennem en faglig proces, fx gennem læsning af teori og refleksion over teoriernes anvendelighed.
• Gør sit arbejde ud fra faglig viden, metode og teori.

Andres behov frem for ens egen (målgruppens behov).Det hedder sig, at når pædagogen handler professionelt, så:

• Inddrager vi viden og erfaring fra det personlige rum i samordning med den viden, man har erhvervet sig i det professionelle rum.
• Er man kun professionel, bliver man en distanceret person overfor brugeren og sig selv. Er man kun personlig, mangler man den faglighed, som det professionelle felt bidrager med.

Med de 3 P'er er der stor vægt på, at det kun er det personlige og professionelle man skal inddrage i det pædagogiske arbejde. Det private tilhører ikke arbejdet og det hænges derfor i garderoben samtidig med at man smider hænger sin jakke.

Dog er man så småt på vej væk fra de 3 P'er og på vej hen imod "kærlighed", hvor det er acceptabelt at inddrage alle 3 P'er.

Vi fandt emnet særlig relevant, idet emnet kærlighed er noget alle individer kan relatere til. Vi oplever allesammen kærlighed på den ene eller anden måde igennem vores liv. Derfor fandt vi netop dette emne særlig interessant.

Mediekultur

På baggrund af Lotte Nyboes tekst "Pædagogik i en digital tid", har vi drøftet, hvad vi forstår ve digital dannelse. Vi fandt frem til, at det er relevant, de voksne har en viden inden for, hvordan vi bedst muligt benytter de digitale medier. Derudover er det vigtigt, at de voksne er synlige og er en del af processen. Hvis vi eksempelvis arbejder med børn, bør vi finde ud af hvilke interesser de har og bruge dette indenfor det digitale. Pædagoger bør opretholde den instrumentelle kultur, hvor det er de voksne der sætter rammerne, men børnene er med til at skabe indholdet. På den anden side er det også vigtigt, at børnene også får lov tl at være en del af den autoteliske kultur. Dette kaldes også børnenes egen kultur. Her er børnene overladt til sig selv, hvor de kan danne et fællesskab uden de voksne.

Vi bør overveje, at der kan forekomme udfordringer ved brug af de digitale medier. Det kan være udfordringer, såsom at det nonverbale del af sproget er væk. Dette kan være en udfordring, da man ikke kan læse hinandens kropsprog - dog kan det kompenseres med emojis.

Miniroterer møder fordomme

Vi har i dag snakket om diskurser i forhold stereotyper og minoriteter. I den forbindelse har vi snakket om nogle få begreber så som:

Stigmatisering: 
Det vil sige at man føler sig uønsket. Altså man bliver tildelt negative forventninger og egenskaber, på baggrund af enkelte handlinger, kropslige kendetegn og social position.

Stereotypering:
Er forenkelede beskrivelser af antagne kulturtræk ved bestemt type mennesker. Dette kan både være positivt eller negativt.

Marginalisering:
Man bliver udstødt fra en grupper eller til udkanten af den.

Inklusion:
At være en del af et fællesskab, altså barnet opfattelse af at være en del af et fællesskab.
"Alle har ret til at være med" - Bent Madsen
det modsatte af inklusion er eksklusion, hvor man bliver holdt udenfor.

Diskrimination: 
At ens handlinger forskelsbehandler i en negativ retning. Man bliver nedgjort for den man er.

Diskurs: 
En bestemt måde at italesætte fænomener på. Et eksempel kan være Mohammed tegningerne, hvor diskursen bliver tydelig ved at en mand med bombe i turbanen fremstiller alle muslimer som terrorister.

Kompensations pædagogik:
Kompensations pædagogikken er en pædagogik som skulle hjælpe de fattige børn fra slummen som var bagud i deres udvikling. Man startede projekt head start for netop at give støtte til minoritets grupper, for at hjælpe dem i en bedre retning end hvad deres skæbne ellers forudså.

Kilde:
Kompensatorisk eller interkulturel pædagogik – skal vi reparere børnenes ”fejl” eller kvalificere deres forskelle? af Gitz-Johansen, T. I: Horst, C (2006), Interkulturel pædagogik, Krogs Forlag (s. 221-240).
Kategorisering og kulturopfattelse af Skytte, M i: Schou, C. og Pedersen, C (2014), Samfundet i pædagogisk arbejde, Akademisk Forlag (Kap. 4, s. 146-172).

Relationsarbejde og kommunikation

Vi har i dag arbejdet med relations arbejde og kommunikation med udgangspunkt i ICDP.

ICDP står for ”International Child Development Programme”. Et program som er udviklet til at sikre sund psykologisk udvikling. Målsætningerne for ICDP-programmet blev udviklet til stimulering og analyse af samspil mellem barn og omsorgsgiver. Programmet kan anvendes over alt, hvor der er tale om lederskab. Programmet er udviklet af to norske professorer i psykologi, Karsten Hundeide og Henning Rye. Er bygget op ud fra den klassiske tilknytninger teori der er skabt af René Spitz (1887-1974) Mary Ainsworth (1913–1999) og John Bowlby (1907–1990).

Der er fem hovedkomponenter:

1. Opfattelse af barnet, definition og redefinition.
2. Tre grundlæggende dialogformer og otte temaer for et godt samspil.
3. Syv principper for sensitivering og bevidstgørelse af omsorgsgiver.
4. Principper for implementering.
5. Udbredelse til sensitiveringsgrupper.

Barnets ressourcer er i centrum. Vi fokuserer ikke på hvad barnet ikke kan, men hvad det godt kan. Barnet defineres ud fra postitive udtryk. Det er pædagogens ansvar, at barnet udvikler sig og ikke barnets. Hvis Anton er sur og slår stolen ned i bordet, bør pædagogen gå ind og sige til Anton, at vedkommet godt kan se at han er sur – og derfra prøve at finde en løsning sammen med Anton. På denne måde følger pædagogen barnets signaler og impulser – Konstruktive løsningsforslag (at se barnet indefra – at barnet har intentioner med handlinger).

Det er helt centralt at vide, at det er omsorgspersonens muligheder og kompetencer til at danne tilknytning, er afgørende for barnets udvikling af en tryg tilknytning. En fraværende, psykisk ustabil, alkoholpåvirket eller stofmisbrugene omsorgsperson vil ikke kunne hjælpe barnet til etablering af en sikker base – altså omsorgspersonens psykiske tilgængelighed, sensitivitet og responsitivtet overfor barnets signaler er i spil. Således vil en omsorgsperson uden egen oplevet erfaring med tæt tilknytning måske have svært ved at vurdere, hvad der kræves for at etablere tæt tilknytning til et barn.

Pædagogens opgave er at den skal have fokus på "de gyldne øjeblikke", og her kommer de 8 samspilstemaer og 3 dialogsformer i spil.

De tre dialogformer:

1. Den emotionelle dialog - følelsesmæssige

- Forudsætter, at omsorgsgiveren viser positive følelser, justerer sig, spørger uddybende ind og anerkender barnet. Fokus er rettet mod samspillet mellem barn og omsorgsgiver.

2. Den meningsskabende og uvidende dialog - lærende

- Omsorgsgiveren skal hjælpe barnet med at fokusere på ting eller temaer i omverden; fastholde og udvide barnets oplevelse ved at tillægge det mening.

- Omsorgsgiveren skal hjælpe barnet med at fordybe sig ved at give forklaringer og begrundelse for det, de oplever sammen.

3. Den regulerende grænsesættende dialog - vejledende

- Omsorgsgiveren skal hjælpe barnet med at udvikle strategier for målrettet handling og problemløsning. Det kræver kompetencer inden for planlægning, selvkontrol og selvrefleksion. Disse udvikles gennem vejledning og fælles planlægning.

De 8 samspiltemaer (1-4)

Den emotionelle dialog

- Vis positive følelser – vis, at du er glad for barnet/den unge.

- Justér dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ.

- Tal med barnet om de ting, det er optaget af, og prøv at igangsætte en ”følelsesmæssig samtale”.

- Vis anerkendelse og giv ros for det, barnet kan.

De 8 samspilstemaer (5-7)

Den meningsskabende dialog

- Hjælp barnet med at fokusere dets opmærksomhed, således at I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne.

- Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme.

- Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet.

De 8 samspiltemaer (8)

Den grænsesættende dialog 

- Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde – ved at vejlede det, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen.

Affektiv afstemning

Er evnen til at dele følelsestilstande med andre.

Stern bruger udtrykket til at forklare, hvordan omsorgspersoners kompetencer er, til at "svare" på – genspejle - eller, som det her hedder, affektivt afstemme sig efter barnets følelsesmæssige tilstand.

Vi så en film, hvor en mor interagerer med et barn og responderer på barnets lyde og bevægelser. Kort er moderen passiv og stille, hvilket barnet reagerer kraftigt på. Barnet prøver at få samspillet op at køre med moderen igen, men det lykkedes ikke og barnet bliver ked af det. Mor genoptager samme kontakt fra før og barnet bliver straks tryg og glad igen.

Kilde:

Om ICDP af Bach, A. S. i: (2011) Kognition & pædagogik (s. 14-28).

Kærlighed og mentallisering af Bach, A. S. i: Nielsen, M. M (2013), Relations- og ressourceorienteret pædagogik – ICDP, Dafolo (Kap. 6, s. 96-113).

Introduktion til modul 2 'Professionel kommunikation'

Vi er i dag blevet introduceret for modul 2 - Professionel kommunikation. Som start på emnet, havde vi til undervisningen læst kapitel 7 'Pædagogik i en digtital tid' skrevet af Lotte Nyboe i bogen 'Pædagogik som viden og handling'. Kapitlet introducerede os til den digitale brug i den pædagogiske praksis og hvordan medierne påvirker samfundet.

Vi har i dag diskuteret brugen af blog, som en kommunikationsform. Fordelene ved at blogge er eksempelvis, at man kan dele sine erfaringer både praksis og teoretisk. Læsere på bloggen kan give feed-back, som bloggeren kan vælge at arbejde videre med.

Læringsmålene for modul 2 er:

1. Har grundlæggende viden om og færdigheder i kropslig, æstetisk og kognitiv kommunikation med henblik på at kunne indgå i kommunikative sammenhænge med forskellige målgrupper
2. Kan reflektere over kommunikationens betydning for relationsarbejde i pædagogiske sammenhænge med henblik på at fremme trivsel, socialisering og inkluderende fællesskaber.
3. Kan støtte udviklingen af andres sprog og kommunikationskompetencer med blik for relation og kontekst